KARNEVAL 2021 AFLYST

COPENHAGEN CARNIVAL 2021 AFLYST
Det er med stor beklagelse at vi må konstatere, at vi ikke kan afholde karneval i år. Karneval 2021 skulle have afholdt sit 40 års jubilæum i slutningen af maj, som i stedet rykkes frem til pinsen 3-5. juni 2022.
Mens genåbningsplanen af Danmark er sat igang, har regeringen endnu ikke sat en åbningsdato for hverken nattelivet eller festivaler. Og med kun en måned til pinse hvor karnevallet står planlagt til at skulle løbe af stablen – med en stor parade ned ad Strøget og herefter fest i Fælledparken – ser bestyrelsen bag karnevallet sig nødsaget til at aflyse dette års arrangement.

“Når vi samler et så stort antal tusinde gæster, vil der være stor risiko for superspredning og det finder vi simpelthen ikke forsvarligt på nuværende tidspunkt.” fortæller karnevalsleder Louise Kubert.

Det Københavnske karneval er kendt for, at de deltagende gæster kommer hinanden ved med både dans, kram og kindkys. Og med det store afsavn som vi kan forstå, at både vores artister og deltagende gæster står med lige nu, kan vi på nuværende tidspunkt ikke sikre, at vores gæster holder den afstand og lever op til de sikkerhedskrav, som naturligvis er nødvendige for en sikker afholdelse.

Det har desuden siden Corona pandemiens start været svært for de deltagende artister, skoler og foreninger, at gøre sig klar til at levere et godt og gennemarbejdet show fordi de ikke har kunnet mødes, og samtidig kan vi ikke få alle vores udenlandske artister til Danmark, som er en vigtig og meget stor del af det Københavnske karneval.

Ligeledes er karnevallet organiseret på frivillige kræfter og nuværende myndighedskrav gør det ikke muligt for os, at stable det arrangement på benene som vi ønsker. Vi tror fuldt ud på, at det er værd at vente på en mere normaliseret fremtid og vi vil derfor hellere bruge vores kræfter på en stor jubilæums fest i 2022.

Når det igen bliver muligt at afholde mindre arrangementer, vil vi undersøge mulighederne for at stable lidt brasiliansk sommervarme på benene, i form af mindre arrangementer henover sommeren og efteråret.

Vi håber at i vil støtte op om vores beslutning, og vi glæder os helt enormt til at se jer alle til et stort jubilæums karneval til næste år.

Bestyrelsen